SOGNEUDFLUGT 2012
Turen tirsdag den 15. maj går til Silkeborg. Vi skal besøge Asger Jorn-museet, Silkeborg by og omegn samt Alderslyst kirke.

Museets historie og samlinger er præget af det engagement, som lokale entusiaster og kunstnere – ikke mindst Asger Jorn – igennem tiden har vist museet.
Dets historie går tilbage til 1940, da museumsforeningen for Silkeborg og Omegn foretog sit første indkøb af kunst. Blandt værkerne, som museet i starten indkøbte, hører værker af udstillingssammenslutningen Frie Jyske Malere.
I 1961 åbnede museet udstilling i lokaler i den gamle Th. Langs skolebygning midt i Silkeborg. I årene fra 1964 til 1975 blev der gjort to forsøg på at få bygget et nyt museum. Første gang i 1964, hvor Jorns ven, arkitekten Jørn Utzon, fremlagde et projekt til en museumsbygning ved siden af det kulturhistoriske museum. Dette projekt måtte opgives på grund af tekniske problemer. Heller ikke det andet projekt fra Utzons hånd i 1975 kunne realiseres, hvorfor Utzon trak sig.
Det museum der står i dag er fra 1982. Museets tre bygninger blev indviet på Jorns fødselsdag den 3. marts 1982.

Asger Jorn 1914-1973 var en dansk kunstner og forfatter oprindelig uddannet som lærer, men besluttede at blive maler og rejste derfor til Paris i 1936. Kort efter besættelsen af Danmark i 1940 tog Jorn sammen med kunstnergruppen Linen initativ til at udgive kunst- og kulturtidsskriftet Helhesten. Gruppen udviklede en fælles malerisk opfattelse, præget af frigørelse af farven i forhold til tegning og komposition, og et billedsprog, hvori masker, fugle og enkle symboler udtrykte den enkeltes følelsesliv.
Efter krigen rejste Jorn atter tilbage til Paris i 1950, men måtte året efter vende tilbage til Danmark, nedbrudt af tuberkulose og undernæring. Under sit ophold på tuberkulosesanatoriet i Silkeborg skrev han en bog om æstetik, Held og Hasard (1952) og illustrerede med små farvede linoleumssnit. Bogen opsummerede tidligere års beskæftigelse med filisofiske, æstetiske og kulturhistoriske ideer.
Asger Jorn døde i 1973.

Alderslyst kirke ligner en klassisk landsbykirke, og da den blev opført, lå den da også et godt stykke udenfor byen. Indtil bydelen fik sin egen kirke, var det kirken i Balle, som var sognets kirke, og både sokkel og prædikestol fortæller om denne fælles historie. De store sten, som danner soklen, er fra Balle sogn, og prædikestolen er fremstillet af træ, som tidligere havde været brugt i Balle kirkes tagværk.

Skibet i kirken er en model af skoleskibet København, som forliste ved juletid i 1928, på vej til Australien. Eftersøgningen var i fuld gang, da Alderslyst kirke blev bygget, og hverken skib eller besætning blev nogensinde fundet.
I forbindelse med at kirken blev gennemgribende restaureret i 1975-77 fik den sine karakteristiske mosaikruder, skabt af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen.
Aflæg også et besøg på kirkegården, hvor der er rejst mange skulpturer, der alle er skabt af kunstneren Erik Heide.

Vi kører fra Erritsø Kirke kl. 0900 med opsamling ved Møllegården og Erritsø Butikstorv. Prisen er kr. 150. Der forventes hjemkomst kl. ca. 1800.
Tilmelding på telefon 7594 2085 senest den 07. maj.
NB! Det er efter princippet: ”Først til mølle”
Tommy Hansen.