Præstens

Denne klumme skal hylde de frivillige. Respekt til dem. Hvor er det fantastisk, at nogen vil yde en indsats uden at få betaling for det. Rank ryggen alle frivillige og sig: Jeg er frivillig, og jeg er stolt af det!

Jeg synes, det er enormt inspirerende, når man planlægger ting med andre frivillige. Jeg har en fornemmelse af at det er der, tingene virkelig har rykket noget. Der, hvor vi gjorde noget, fordi vi ville det. Vi var drevet af et højere mål. Det betød noget for os, og jeg kan nævne mange succeser, jeg selv har haft på den konto.

Og kom ikke og sig, at man ikke får noget ud af at være frivillig. Politiken havde for nylig en artikel, som hed: ”Den frivillige sektor er en talentfabrik for ledere”. Her var pointen, at morgendagens ledere inden for erhvervslivet ikke har dyre ledelseskurser bag sig, men i højere grad har en erfaring med sig fra frivilligt arbejde. Det er her, man skaber de kompetencer, som kræves for at blive en moderne leder. Det gælder i høj grad om at kunne motivere andre til at gøre en indsats og skabe et rum for, at andre kan opfylde deres ambitioner.

Min datter går til gymnastik en eftermiddag i ugen. I begyndelsen tog jeg det for givet, at hun havde mulighed for det, men hvor er det fantastisk, at der er en instruktør, som møder trofast op hver uge for at lære min lille pige at slå kolbøtter. Jeg måtte med skam erkende, at jeg havde glemt at anerkende det.

I Erritsø kirke lever vi i høj grad af det frivillige engagement, der bærer kirken. De ansatte gør en kæmpe stor indsats, men det var slet ikke det samme uden de frivillige. Vi har frivillige som laver lækre retter til spaghettigudstjenester, frivillige som laver menighedsrådsarbejde, frivillige som hjælper i køkkenet under arrangementer, frivillige som tager billeder, frivillige som planlægger arrangementer ved kirken, frivillige som synger til begravelser, frivillige som arrangerer hverdagsgudstjenester, frivillige som læser korrektur på kirkebladet, frivillige som læser tekster og bønner til gudstjenester, frivillige som redigerer hjemmesiden, frivillige som hjælper med konﬁrmandundervisningen osv. Jeg kunne blive ved, og listen er virkelig lang, når man først går i gang! Hvis vi skulle betale os fra det, skulle alle medlemmer vist til at betale det dobbelte i kirkeskat, og kvaliteten ville slet ikke blive den samme. Vi ville mangle det frivillige drive.

Hvis nogen går og tænker, at mig er der nu nok ingen, der kan bruge til noget, så passer det ikke. Paulus taler om, at kirken består af mange forskellige dele, ligesom en krop gør det. Ligesom alle lemmerne på kroppen er forskellige og kan forskellige ting, sådan er det også i kirken. Kroppen er ikke den samme, hvis man mangler en af lemmerne, og det er kirken heller ikke, hvis der mangler et medlem. En pointe er også, at alle ikke skal lave det samme i kirken, men hver især skal gøre det, de er gode til. Alles bidrag er lige vigtige og lige meget værd. Så har du lyst til at være frivillig ved Erritsø kirke, har vi helt sikkert brug for dig!

Tusind tak til alle jer, som yder en frivillig indsats ved Erritsø kirke. I er de levende stene, og Erritsø kirke var ikke det samme uden jer!

En fredag i september begiver præster og menighedsråd i Haderslev Stift sig til det årlige landemode, hvor vi om eftermiddagen hører et spændende foredrag om et aktuelt kirkeligt emne, derefter lytter til biskoppens beretning om småt og stort i Stiftet, for så at afslutte dagen med gudstjeneste i Haderslev Domkirke.

I år var den efterspurgte studievært og debattør Clement Kjersgaard blevet inviteret til at diskutere Folkekirken – og dens fremtid. Det blev en engageret debat.

Èn af foredragsholderens første ”indspark” var denne klummes overskrift: Hvorfor er det vigtigt? -et spørgsmål Clement Kjersgaard stillede sig hver eneste dag. Hvorfor er det vigtigt, at jeg beskæftiger mig med det her i dag? Interviewer netop den person? Har sagt ja til at holde et foredrag om Folkekirken og dens betydning? Skriver en artikel til avisen? eller hvad det nu kan være! For det skulle være vigtigt, det skulle have betydning – det han gjorde. Det var nemlig ikke lige meget, hvad man fyldte sin tid og sine dage med.

Måske lyder det en anelse anstrengende hele ti den at skulle tænke over, hvorfor man nu lægger kræfter i dette og hint. Alligevel synes jeg, det er en overvejelse værd, en gang imellem at gøre op, hvad der er vigtigt – og hvorfor det er vigtigt? Nu hvor advent og jul står for døren f. eks. hvad er da vigtigt at fylde dagene med?

Alle har vi forventninger til advents – og juletiden. Selvfølgelig. Men hvornår har vi sidst spurgt os selv om, hvorfor vi har så travlt med at gå til julefrokoster, juleafslutninger med gløgg og æbelskiver og juletræsfester længe før jul, for slet ikke at tale om alle de gøremål, vi skal have klaret, før vi synes, det er jul.

Og hvorfor synes jeg, det er så vigtigt at skrive om Clement Kjersgaards ”indspark” netop i kirkebladets julenummer? Fordi det er vigtigt at huske både mig selv og alle andre om, hvorfor vi fejrer jul. At der er langt mere i julefortællingen end knas og godter, dyre julegaver og mange julekomsammener, som vi så kan bryste os af overfor hinanden. I fjernsynets ”Bamse og Kylling” ved de nok, hvad jul handler om. ”I julen fejrer vi Jesu fødsel. Julemanden er bare kommet til, da han opdagede, at der var fest”.

Ikke at der er noget i vejen med julemand og fest og hvad dertil hører, men bliver vi kun ved det, mister vi julens overvældende budskab, at Gud blev menneske for at være, hvor vi er, og for at møde os ansigt til ansigt. Netop dette at Gud sendte sin søn Jesus ind i verden som et menneske fremhævede Clement Kjersgaard som noget af ”det .neste ved kristendommen”. Vi har en personlig Gud. Kirken skal, sagde han, gå bag om dogmer og lange forklaringer om tro og religion

– til kernen, til Jesus, til fortællingen om, hvordan han mødte det enkelte menneske og helede og omfavnede, ja rummede dem, som ingen andre ville eller kunne holde ud at være sammen med. Jesu fødselsdag fejrer vi i julen, hed det i ”Bamse og Kylling”. Hos Clement Kjersgaard hed det, at Jesus er omdrejningspunktet, hvis kirken skal nå igennem med sit budskab om en personlig, nærværende Gud.

Det var ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat, det var Gud selv, der nu ville vandre for at . nde på jorden sin skat. I den usleste mand eller kvinde så han perlen så kosteligt skinne, dengang Gud selv blev menneskets lys.

Facebook er Guds gave til mennesket? Facebook er en tidsrøver af dimensioner? Facebook gør unge til skærmtrolde og frarøver dem et socialt liv?

Meningerne er mange om det sociale medie Facebook. Faktum er, at den nye måde at være sammen på er blevet ekstremt populær. Verden over har over 600 millioner en profil på Facebook, og i Danmark er det omkring 2,7 millioner. Det er altså rigtig mange mennesker. Og jeg er en af dem, der synes, Facebook er en stor gave, vi har fået fra Gud.

Facebook kan noget med at knytte folk sammen. Vi kan følge med i, hvad vores venner fordriver tiden med, vi kan tjatte og holde kontakten ved lige med venner, som vi ikke ser så tit, - og så kan vi selv give udtryk for forskellige synspunkter gennem vores statusopdateringer. Og til jer der ikke tror det. Der er altså mange gode ting at sige om Facebook.

Vores brug af nye digitale medier medfører et grundlæggende skift i vores opfattelse af os selv og vores identitet. Vi lever i en egocentreret verden, men Facebook har tydeliggjort for os, at vi er i kraft af vores relationer. Jeg er ikke bare mig selv, men jeg hører sammen med andre mennesker i et stort netværk. Det er da bestemt en god kristen pointe.

Facebook har aktiveret os. De sidste 50-60 år er mennesket gradvist blevet pacificeret foran fjernsynet. Det ændrede sig først for alvor med Facebook(dog går det stadig trægt for den ældre generation, som uden sammenligning er dem, der ser mest tv). Nu har en hel generation lært SELV at producere indhold, skrive kommentarer osv. Vi har rejst os fra fjernsynet for at tage del i dialogen. Vi er blevet medskabere og ikke bare passive modtagere. Her kommer vi i gang med at bruge vores gudgivne kreative evner.

Ligesom alle Guds andre gaver er der mulighed for at misbruge dem. Jeg har også hørt om mobning på Facebook, at det er svært at skelne mellem det private og det offentlige rum (især for helt unge brugere), og at nogen kun lever deres sociale liv bag skærmen. Men fordi noget kan misbruges, bliver det vel ikke nødvendigvis dårligt?

Det er vigtigt for mig som præst at være med på Facebook. Her har jeg mulighed for at vise, hvad troen betyder i mit liv. Jeg kan vise på Facebook, at man sagtens kan leve et normalt liv, samtidig med at troen er grundlaget. Her har jeg mulighed for at knytte og vedligeholde relationer. Derfor er jeg aktiv på Facebook, og jeg vil gerne være ven med dig:)

Det er titlen på en lille bog af benediktinermunken Anselm Grün, hvor han gennem små fine og indsigtsfulde tekster deler ud af sin livsvisdom – her om ”lykken”. Lykke stræber vi alle efter. Livet skal lykkes. Hvordan spørger vi? Ja, i følge forfatteren skal der ikke det helt store til. For lykken er ikke noget, vi kan skabe. Den er en gave. Den findes i vores hverdagsagtige og normale liv, når vi ellers åbner øjnene for de små ting omkring os og de mennesker, vi deler livet med. Lige nu blomstrende hegn og haver, fuglekvidder ved daggry, det blå bælt med sejlskibe på fart. Og lykken og glæden ved dem vi har omkring os. Læs, hvad Anselm Grün siger om det:

Med højsommerdage foran os skulle vi måske prøve at øve os i at åbne alle sanser for livets mangfoldighed og lade alt det, der ligger lige for næsen af os blive til lykke og glæde, og som oprigtigt talt er det, der giver hjertets ro, i stedet for uroligt og uden pause at prøve at få mættet vores oplevelsessult ved at jage verden rundt. Måske kommer der ualmindeligt vellykkede dage ud af det forsøg, for nu at bruge et Peter Plys citat, der i hele sin længde lyder sådan: ”Når man spadserer i blæsten mil efter mil, og man så pludselig kommer ind i en eller andens hus, og denne ene eller anden siger: ”Goddag, Plys! Du kommer akkurat i rette tid til at få en lille mundsmag af et eller andet.” og man kom i rette tid, så synes jeg, ja, så synes jeg, at dagen er en ualmindelig vellykket dag”. Så enkelt kan det være. Så smukt. At gå på besøg hos hinanden – det kan gøre en dag god. At ses. At banke på en dør og råbe: ”Det er mig!”, og sætte sig og drikke en kop te, og mærke, at jeg kom i rette tid. At jeg ikke kom til ulejlighed, men var velkommen. Ja, at min stemme var ventet! Det varmer at dele vores liv med andre. Det beriger. At være sammen om glæden eller måske denne dag at blive lettet for det vanskelige og tunge, man bærer på -det er der velsignelse i. Det er lykken. Lykken er altså ikke at være fri for bekymringer og sorger – kun at sanse skønheden, le, og glædes. Nej, begge dele hører med til livet. Og begge dele kan føre til lykken. Lykken opstår ved at være til stede i øjeblikket, som det nu er – og som den, du nu er og taknemmeligt tage imod. Og læg dertil det lykkelige, at i alt hvad der sker med dig, har du lov til at tro dig båret af Guds gode hånd.

Jeg er aldrig før (og måske aldrig siden) blevet så udfordret på at forklare kristendommen, som da en lille 4-årig pige så en plakat med Jesu sårmærker. Hun spurgte mig: ”Hvorfor har han de huller i hænderne?” Jeg svarede: ”Det er, fordi han er blevet korsfæstet. Det betyder, at man bliver hængt op på et kors med søm gennem hænderne”.

Jeg kunne godt fornemme, at hun ikke var helt tilfreds med svaret. Hun kiggede op på mig og spurgte: ”Hvorfor blev han korsfæstet?” Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Skulle jeg forklare, at det gjorde han for at forsone Gud og mennesker? Eller at Gud ville, at hans søn skulle dø på korset?

Nej, lige så hurtigt en mulig teologisk forklaring dukkede op, lige så hurtigt måtte jeg smide den i skraldespanden. Ingen af de store herrer - hverken Martin Luther, Dietrich Bonhoeffer eller Søren Kierkegaard - kunne hjælpe mig i denne situation.

Jeg syntes stadig, at det er et godt spørgsmål, som jeg stadig spekulerer over, hvordan jeg skal svare på. Jeg mindes, at jeg svarede: ”Det var, fordi han elskede alle os mennesker så højt. Så blev nogle sure på ham og korsfæstede ham”. Hun nikkede som om hun forstod. Men jeg var nu ikke helt sikker på, at jeg selv forstod det.

Kristendommen på kort form og forståeligt for enhver. Sådan drømmer jeg om at jeg som præst kan forkynde evangeliet om den korsfæstede og opstandne frelser. Men efter 7 ½ års teologisk uddannelse med græsk, latin, kirkehistorie, hebraisk og dogmatik, så er det mærkeligt nok stadig svært at fortælle kort, tydeligt og konkret om kristendommen.

Jeg blev ordineret den 7. januar 2011 og derefter indsat søndag den 9. januar 2011 i Erritsø kirke som barselsvikar for sognepræst Jakob Damm Knudsen. Jeg er påbegyndt min drøm om at forkynde kristendommen for en levende menighed. Jeg er taknemmelig for den tillid og åbenhed, som jeg er blevet mødt af overalt, hvor jeg kommer frem.

Hurra, hvor var det stort. Efter en alt for lang og hård fødsel, hvor faderen næsten ikke kunne klare mere til sidst. Så kom han endelig ud det lille pjevs og var jo noget af det smukkeste. Der stod vi så med vores lille dreng i hænderne, og hele verden omkring var så ligegyldig. Ja, man fatter slet ikke, at verden faktisk kunne gå videre udenfor. Men det gjorde den.

Og så kom vi hjem til babyskrål og alt for vågne nætter. Lørdag aftener, hvor man går i seng kl. 21.00 og man sover i forskellige lokaler, for at den ene bare kan få et par timers søvn. Ens tålmodighed bliver sat på prøve, og man får råbt en smule af hinanden ud på de sene nattetimer. Nogle gange får man endda den tanke, at alt ville være bedre uden den lille uromager med dårlig mave. Og alligevel skal man bare kigge lidt på ham, når han sover, så tør man op, og faderstoltheden blusser op igen.

Man kan hurtigt blive så bange - for hvad kan der da ikke ske sådan en lille størrelse? Får han nu nok at spise, og er han ved at blive forkølet? Og så er der nogle forældre, der siger, at bekymringerne bare vokser sig større, i takt med at børnene vokser. Derfor er jeg så glad for, at vores dreng skal døbes. Her går vi frem og lægger vores dreng over i en andens hænder. Guds. Her erkender vi, at vi på så mange områder er magtesløse, overfor hvad der kan ske vores barn i livet. Vi kan ikke selv beskytte det mod alt, så vi vil gerne, at Gud skal passe på det. Det er stort, at han lover at være med vores lille dreng hele livet i dets op- og nedture!

Vi går snart ind i en periode, hvor en bestemt drengefødsel fylder særlig meget. I hvert fald hvis man opdager det bagved alle nisserne og juleglimmeret. For julen handler om noget så ba-nalt som en drengefødsel. To forældre har været igennem det samme, som min kone og jeg lige har været. De har også ventet i lang tid. Det har helt sikkert været smertefuldt, og det var uden de nutidige bekvemmeligheder, som vi har med hospitalssenge og jordmødre, og det hele foregik i en stald i Betlehem. Og jeg forestiller mig, at de søvnløse nætter og de mange bekymringer var de samme.

Og alligevel er der noget særligt og noget anderledes ved netop denne fødsel. For denne nat blev Gud født ind i vores verden. Han blev et menneske som dig og mig. Han kom for at lyse op i alt det grå og triste både dengang og nu. Hans lys rammer ind i de aller mørkeste steder. Det betyder, at hans lys kan varme os i dag, når vi føler os helt omgivet af mørke.

Vi har den tradition ved hver barnedåb i Erritsø kirke, at vi tænder et lys. Det gør vi for at mindes, at der blev tændt et lys for os, da Kristus kom til verden. Et lys som aldrig slukkes. Det blev tændt for hvert et lille barn, som bliver båret hen til døbefonten. Det er et lys, som kan oplyse selv dødens mørke. Det lys bærer vi med os ud i livet.

Med håbet om at lyset, der blev tændt, må lyse op i alt det mørke og triste i vore liv.

En bemærkelsesværdig salmesamling har set dagens lys. Den hedder ”Vi som er søgende” og er skrevet af Iben Krogsdal, cand. phil i religionsvidenskab og uddannet billedkunstner samt præstekone og mor til fire.

Som det seneste led i en lang, lang række af salmedigtere forsøger hun at give et bud på ord, der forløser – i salmesang. Mange store digtere har beriget tros og – gudstjenestelivet før hende: Kingo, Brorson og Grundtvig som de største fra gammel tid, og fra vor tid Holger Lissner, Johs. Johansen og Lisbeth Smedegaard Andersen. Nu inviterer Iben Krogsdal os ind i sit salmeværksted.

At skrive salmer er jo at lege med ord, med tanker og billeder. Det er at prøve at sætte ord på en undren, en glæde, en smerte, en sorg og på den måde hjælpe os til at forstå verden og blive lidt klogere på os selv.

Men mens de store gamle digtere skrev med henblik på gudstjenestens salmesang, er Iben Krogsdals udgangspunkt et andet. Hun skriver hverdagssalmer, tager afsæt i dagligdags oplevelser, i den menneskelige erfaring og forsøger så at knytte troens perspektiv til.

”En salme kan være en lovprisning af livet. En taknemmelighed, der får udtryk. Eller afmagt, eller sorg, eller noget man ikke forstår”..

I én af salmerne ”Jeg holder af det nære liv” udfolder hun poetisk og med billeder hentet fra mennesker og situationer, vi alle kender fra vores liv, en taknemmelighed over det nære liv, i al dets mangfoldighed. Hvor smukt og livsbekræftende det kan være, hvis vi ellers har øje for det. Og så er der bid i hendes digtning. Hun ser ikke kun morgensol og buttede barnehænder, men også håbet bag en kemokur. Hun ser den sære og den fattige og den besværlige, ”som trækker af de andres vejr”. Og så slutter hun med en undren over alt det, hun ikke forudså, men som kom bag på hende – hvorfra? Fra skaberen selv. ”Fra Gud ud af det blå”.

Jeg bliver glad af at læse hendes salmer. Fortrøstningsfuld. Overrasket. Jeg kan anbefale at begynde dagen med at læse en hverdagssalme. Der er i alt 35, og bogen ”Vi som er søgende” er udgivet på Unitas Forlag. God fornøjelse!

En rig Indisk fyrste bad engang en vismand om at forklare ham sandheden om hele verden. Vismanden bad om lidt tid til at tænke sig om, og dagen efter kom han tilbage med en elefant og fem blinde mænd. Han tillod de fem blinde mænd at føle på hver deres del af elefanten, og bad dem beskrive, hvordan en elefant er. Én følte på snablen, én på maven, én på ørene og én på det højre forben.

Han, der havde følt på snablen sagde, at elefanten er et slankt og smidigt dyr ligesom en slange. Han, der havde følt på det højre ben, beskrev den som en søjle, høj, rank og solid. Han, der havde følt på ørene sagde, at en elefant er som levende papir eller som et stort blad, der bevæger sig i vinden, og han, der følte på maven, beskrev elefanten som en urokkelig klippe.

„Hvem af de fem har nu ret?“ spurgte vismanden fyrsten. „Ingen af dem,“ svarede fyrsten. „Elefanten er jo det hele på én gang.“ „Præcis,“ sagde vismanden. „Sådan er det med sandheden. Vi kan kun fatte en lille del af den, men derfor kan der meget vel være andre versioner, der er lige så sande.“

Jeg tror den indiske vismand har ret. Vi har en begrænset viden om alle de store spørgsmål. Hvordan er jeg blevet til? Hvad er målet med mit liv? Hvor skal jeg hen bagefter? Det er spørgsmål ethvert menneske må stille sig selv. Pointen i historien er, at svarene på de store spørgsmål er ikke nogle, jeg kommer til af mig selv, for jeg kan ikke se det hele. Sandheden og svaret på de store spørgsmål finder jeg aldrig helt, men de svar jeg finder, finder jeg bedst sammen med andre.

Det var ved at gå sammen og tale om det, de blinde bedst kunne beskrive elefanten. Vi er ligesom de blinde og har brug for hinanden til at få et bedre billede af Gud.

Derfor tag de store spørgsmål i munden og stil dem til de mennesker I er sammen med. Gem dem ikke væk og sig, at det tager præsten eller andre sig nok af. Alt for ofte snakker vi om vejret og andre overfladiske ting og lader de store ting ligge.

Nej stil spørgsmålene – giv jer i kast med de sjove dybe samtaler - på arbejdet – i bussen – i bingohallen eller ved frisøren. Og gå i samtale med kirken og dens svar. Det er nemlig sådan, vi alle bliver klogere på det menneskeliv vi er i gang med. Det er sådan, vi alle bliver klogere på sandheden. Samtale fremmer forståelsen.

Det er allerede marts måned, vores første forårsmåned. Overalt i naturen mærker vi, at det spirer og gror, at det er ”bristningens tid”, ”lærkernes tid” og ”forløsningens tid”, som det hedder i Ludvig Holsteins forårsdigt.

Der er hver dag noget nyt at sanse og glæde sig over. Lyset ikke mindst, som nu for alvor tager til og løfter os ud af vinterens træthed, vækker liv i vore lemmer. Der er træers og buskes bristefærdige knopper, og havens forårsbebudere, som titter frem blå, gule og hvide. Og fuglene med deres morgensang og geskæftige redebyggen.

Al den skønhed og storhed ser jeg omkring mig disse forårsdage - og jeg ser på det med store undrende øjne, ligesom Halfdan Rasmussen beskriver det i digtet ”Noget om kraft”.

Hvor kommer skønheden og livet fra, spørger digteren, og ser op mod himlen. Hvem opfandt lærken, hvem satte knopper på birk og bøg? Og han svarer selv – med ordene: ”Der ligger et barn dybt inde, i alle levende ting, der gror, et barn, der er som en fuglevinge, en lille gud, der er evigt stor.”

Nu tror jeg ikke, Halfdan Rasmussen taler om Gud. Men han bruger ord som under og himmel. Han spørger om, hvem – og taler om, at der er en kraft i alt levende, ”som aldrig kan drives ud”.

Jeg har svært ved ikke at forbinde forårets under med Gud. Med tanken om, at vi og verden er skabt af Gud. Jeg tyder hver ny morgen som en genklang af den første morgen. Jeg ser forårets liv og vækst, lærkesang og barnelatter som glimt af skabelsens skønhed. Ja, hver gang liv bliver til og holdes oppe, hver gang vi erfarer tryghed og glæde, nærvær og fred – da er det Guds skaberkraft og vilje, som sætter sig igennem.

Med store undrende øjne går jeg, ser og erfarer jeg, hvordan liv bliver til i naturen og mellem mennesker. Hvordan det kan blive ”bristningens tid”, dér hvor alt syntes dødt og hvordan det kan blive ”forløsningens tid” , forsoningens tid, hvor hjerter var blevet hårde og kolde.

Dér hvor vi tyder menneskelivet som liv udsprunget af Guds skabermagt – og vilje, er en ny begyndelse altid mulig. Selv om vi taber vort liv på gulvet og står tilbage ribbet som træets grene for blade, er ”bristningens” mulighed til stede. For det frø, som skal vokse, blive til knop og blade, til vækst og liv, har Gud selv sået i menneskehjerter. I Jesus Kristus blev det sat ind i verden.

Med undren og taknemmelighed over, hvordan Guds skabelseskraft virker i verden og os – kan du og jeg glæde os over forårets lyde og dufte, syn og smag.

Storm Ps billede ”Juleaften” taler egentlig for sig selv. Vi ser en vagabond lette på hatten og ærbødigt hilse stjernen. Ved siden af står hans hund, som kigger op på vagabonden, der står og ser på stjernen, som lyser i mør-ket.

Billedet blev trykt første gang i Berlingske Søndags Magasin den 24. december 1944. Da havde Danmark været besat i fire år, og det var en mørk og streng tid med fattigdom, rationeringer og mangel på snart sagt alt. Man anede vel, at krigen snart måtte ende, men hvornår kunne man ikke vide.

”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Lys skinner for dem, der bor i mørkets land”, var der også brug for i 1944. Det forstod Storm Ps arbejdsgiver på avisen. Han bad derfor Storm P om en tuschtegning til tillæggets forside om håb, om lys i mørket. Det blev til billedet her!

Bag det første indtryk af det enkle billede med stjernen, træet, vagabonden og hunden finder vi en dybere symbolik. Bemærk, at Storm P har krummet jordoverfladen, så det er selve jordkloden, vagabonden står på. Stjernen er fra gammel tid et symbol på det himmelske, det guddommelige. Således viser billedet et møde mellem himmel og jord, mellem det skabte menneske og det, som er større end mennesket.

Og der står vagabonden, som den han nu er – uden noget som helst. Han ejer ingenting, har måske ikke engang tag over hovedet og nogen at dele sit liv med. Og han er åben for det himmelske, for det håb og den fred, som julenats stjernelys og englesang fortalte om.

Og han hilser ærbødigt. I vore øjne er han ingenting. Kun en pjalt. Men her regnes han for et menneske. Henvist til at holde jul i naturen med et grantræ og under stjernen på himlen, rettede han sine øjne mod lyset og tog imod det, der blev givet ham.

”Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”. Det skinnede for dem, profeten talte om, det skinnede for de ængstelige og fortrykte i 1944 , det skinnede for vaga -bonden, og det skinner for os i det mørke og den frygt, vi kan stå i – af forskellig slags. I de ”pjalter”, vi er iført. I den ensomhed, vi måske erfarer netop nu.

Måtte vi da ikke være for fine, for store eller for ligeglade til at åbne os for den fred, lyset bringer i menneskehjerter men som Storm Ps vagabond stilfærdigt, ærbødigt hilse stjernen på himlen.

”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

I år skulle vi mødes på Gotland til en uges samvær med venner fra studietiden. I mere end femogtyve år har vi holdt en uges ferie sammen - da børnene var små på efterskoler her i landet og nu, hvor de er fløjet fra reden, drager vi udenlands.

Turen gennem Sydsverige mod færgehavnen i Oscarshamn var lang og kedelig, synes vi. Vi kørte gennem skov det meste af tiden som i en tunnel uden lys og horisont. En gang imellem passerede vi en lysning og blev helt opmuntret af marken med de græssende får eller de idylliske svenske træhuse med små haver foran.

Vel ankommen til mødestedet på Gotland indledte vi med at gå til gudstjeneste i den lokale kirke. Som sædvanlig er ugens opgaver fordelt mellem os. Og det viste sig mærkeligt nok, at gudstjenestens ansvarlige i sin prædiken tog udgangspunkt i en rejseerfaring magen til vores. Temaet blev ”lysninger” – det at vi mennesker på vores vej gennem livet har brug for ”lysninger”.

Den tyske filosof Martin Heidegger har engang sagt, ”at der til eksistens hører det til at have lysninger”. Vi kunne måske kalde det opmærksomhedsrum. Rum, hvor der er udsyn, og hvor vi kan se himlens blå, mærke sol og lys, sanse livets godhed mod os og ikke mindst møde det, vi ikke kan give os selv, men som gives os.

”Lysninger” i vores liv kan være så meget. En ferierejse gennem smukke landskaber og møder med fremmede kulturer. Det kan være en tur til stranden med barnebarnet – at gå med den lille hånd i sin, trygt og nært, at se ind i de blå, blå øjne, høre hvinene, når bølgerne skyller ind over de små ben.

Eller ”en lysning” kan være som Benny Andersen digter i ”Svantes lykkelige dag” at se solen rød og rund, at spise ostemad, mens Nina er gået i bad, at høre hendes ”sang under brusebad. Hun må vist være glad”. Og:

”Lysninger” – så forskellige de kan være – giver vores liv fylde og næring. Vi kan ikke undvære dem. De er som dagligt brød. Og får vi ikke mulighed for at ånde lys ind fra de åbenbaringsrum, som gives os, dør vi.

Herbert Pundik, tidligere chefredaktør på Politiken, fortæller i én af sine bøger om et sådant åbenbaringsrum, en lysning, som var livsvigtig i hans familie. Det var sabbaten. Jødernes ugentlige helligdag.

Ordet sabbat betyder ”hvile”, og man tog hviledagen alvorligt. Den dag mødtes alle i familien for at fejre sabbat. Man satte tid af til det, for det var vigtigt at samles for at lytte til Guds ord, for at takke og for at spise sammen.

For ”at ånde ind” af den fylde, som der var at få i den tradition og fortælling, som er jødernes.

Vi har en tilsvarende helligdag, søndag, som er givet os som ”en lysning” i ugen. En dag, hvor vi kan bevæge os ind i et åbenbaringsrum og lytte til fortællinger med en anden horisont end vores, og takke for den godhed og kærlighed, som vi får lov til at erfare og dele med hinanden. ”Lysninger” er til for vores skyld, så vi kan ”ånde ind” af det brød, vi behøver hver eneste dag.

Lysninger er ikke til som pusterum, som vi ofte forstår det. De er åbenbaringsrum. Tænk, om vi kunne vende den forståelse, at vi om søndagen skal ”puste ud” til tanken om, at søndagens ”lysning” giver os mulighed for at ”ånde ind”: lys, kraft, gode ord, velsignelse, tilgivelse og kys til resten af ugen.

Sådan gav en tur til Gotland mig et nyt billede og et nyt ord med til arbejdsdagene, der nu kommer.

Jesus siger i Markusevangeliet om sædemanden, der såede frø i sin mark, at ”noget faldt på vejen og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselfrø. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået. Lad dem høre, som har øre”.

Jesu lignelser er fortællinger i billeder, som her om en bondemand, der såede sine frø i forskellig slags grobund. Dengang, på Jesu tid, havde alle erfaring med at så frø, og at det ikke var alle frø, der kom til at bære frugt. Det var billeder, folk kunne omsætte til en praktisk erfaring fra deres hverdag, en hverdagssituation, de havde i rygraden.

Guds Ord faldt ikke umiddelbart altid i god jord, dengang på Jesu tid, men i dag lever vi faktisk på frugterne af de ord, Jesus såede for 2000 år siden gennem lignelserne. Lignelserne blev fortalt igen og igen og sået i en jord, der med tiden er blevet til god jord. I kraft af Jesu lignelser lever vi i den kristne verden nu i en kultur, der har ændret sig. Lignelserne blev ofte ikke forstået med forstanden, men tilhørerne kunne huske billederne, de gode historier, og så fortalte de dem videre til de nye generationer. Sådan havde de også gjort med de gammeltestamentlige tekster i 1000 år og sådan fortsatte de med at genfortælle Jesu lignelser indtil i dag.

Fortællingerne skabte nogle billeder i folk, som de kunne identificere sig med. Næste gang de gik ud og såede frø, havde de Jesu fortælling i baghovedet og blev mere opmærksomme på op igennem århundrederne at gøre jorden god. De blev langsomt, men sikkert bedre til at opdyrke jorden og så frø og til at værne om den gode jord. Den kristne kultur blev gode jordbrugere, gode til at så frø, gøde jorden og luge ukrudtet væk sådan helt konkret. Jesu lignelser om Guds rige blev på den måde indarbejdet i tilhørernes rygrad og ind i deres dagligdags bevidsthed, så de tænkte mere over, hvordan de klarede deres arbejde og hverdagsliv. På den måde har vi fået indarbejdet Jesu lignelser i vores hverdags tanker, handlinger og følelser.

Der er ingen i vores del af verden, der stener mennesker mere. Det gjorde de dengang, Jesus fortalte lignelsen om, at den, der er ren, kan kaste den første sten mod den utro kvinde. Den lignelse har givet os kristne et mere humant retssystem. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er også blevet fortalt igen og igen op igennem århundrederne, og munke og nonner blev barmhjertige og tog sig af syge og fattige, og langsomt blev der bygget sygehuse og fattighuse. Den jævne befolkning lærte helt konkret, hvad det vil sige at være i Guds Rige ikke ved at forstå Jesu ord med forstanden, men ved at opleve det helt konkret på deres krop og med deres følelser; hele deres liv blev involveret. De modtog barmhjertighed af disse fremmede munke og nonner og lærte også selv at være barmhjertige, og at taknemmeligheden hører hjemme hos Gud.

Set i et historisk perspektiv forstår jeg det sådan, at Jesu liv og gerning med alle hans lignelser er faldet i god jord. Den kristne verden har ændret sig. Det har taget mange århundreder, men Jesu ord og gerninger har altid lagt sig i tilhørernes hjerter, hvor de ligger og modner og kommer til at gavne os indefra.

Påske – det er

- livets, glædens og kærlighedens fest!

af sognepræst Mariane Sloth

I over tyve år har et lille billede fulgt mig. Jeg fik det af en tysk nonne, som jeg traf på Ømborgen, et kursuscenter ved Ry. Vi var til en kvindekonference og var blevet bedt om at medbringe en lille ting, som vi ved en bestemt lejlighed skulle give én af deltagerne. Jeg var så heldig at få en miniature akvarel malet af min tyske medsøster selv. Det forestiller en solopgang! Ikke andet, kunne man måske tænke. Men for mig kom det til at betyde alt!

Jeg ser nemlig i det billede lyset vælde frem og dagen blive til. Nattens mørke bliver trængt bort af morgenlyset, og en ny dag lægges i mine hænder. Det er det, jeg umiddelbart ser.

Men der er mere end det. Det er også et påskebillede. Det øjeblik hvor lyset vandt over mørket, og Kristus stod op af graven for een gang for alle at fortælle os, at livet vinder over døden og kærligheden over ondskaben.

Når mørket de mange vinterdage her i Norden ligger tungt om os og fylder os med tristhed og ugidelighed – eller vi rammes af afmagt og ulykkelighed på anden vis, må vi holde fast ved, at vinterdagene snart afløses af forårets komme med lys og liv, fuglesang og børneleg. Og vi må tro på, at den sorg og følelse af meningsløshed, vi måske bærer på, med tiden vendes. Ikke at vi hurtigt skal glemme eller ”komme over det”, vi kæmper med. Men tro, at der er en vej igennem det svære, og at vi ikke skal gå vejen alene.

Det handler Påskefesten også om, at Guds kærlighed er så dyb, at vi intet sted skal være alene, ikke under nok så vanskelige forhold overlades til os selv. For Gud går vejen sammen med os. Han er i lyset, og han er i mørket sammen med os.

Miniature akvarellen rummer i al sin enkelt- hed troen, håbet og kærligheden, som Gud har bragt ind i ethvert menneskes liv til glæde, liv og trøst. Og hvem kan undvære det?

Den tyske nonne kunne ikke. Og så meget betød påskens budskab for hende, at hun måtte fortælle det videre ved at give mig det lille billede.

Påske er livets, glædens og kærlighedens fest. Og det kan fortælles på mange måder. Nonnen med et billede – og digteren Grundtvig med denne salme:

Som forårssolen morgenrød

stod Jesus op af jordens skød

med liv og lys tillige;

derfor, så længe verden står,

nu efter vinter kommer vår

livsalig i Guds rige.

Som fuglekor i mark og lund

lovsynger vår i allen stund

med deres toner søde,

så alle tunger, trindt om land,

lovsynge dødens overmand

i påske-morgenrøde!

Som blomster alle står i flor,

som skoven grønnes, kornet gror

ved vårens kræfter milde,

så blomstrer alt i Jesu navn

og bærer frugt til folkegavn,

som årle, så og silde.

Sådan fortæller digteren om livet, der vågner efter vinteren og igen sejrer over døden. Om fuglekor og blomsterflor, og om vækst på mark og i skov. Altsammen bliver det til et billede på noget større, til et tegn på Guds kraft og rigdom – og på det håb, Gud har kastet ind i vores liv med påskens store fortælling om livets, glædens og kærlighedens sejr.

Snart fejrer vi påske i kirke og hjem. Lad os gøre det til den store fest, det er, at at vi kan leve under livets og håbets fortegn – og ikke under dødens.

Glædelig påskefest!

Mariane Sloth

Overskriften stod i Kristeligt Dagblad for nylig med en stor artikel om en voksende bevægelse af frivillige i USA, der holder ensomme døende med selskab de sidste timer.

Sådan et samfund får vi måske i Danmark/Erritsø en gang. Lige nu er der, efter min mening, alt for mange der dør alene. Samfundsudviklingen har medført at båndene til familie og venner ikke altid er så stærke i hverdagene. Når døden nærmer sig, er der så både fysiske og psykiske afstande, der gør, at vigtige øjeblikke bliver forpasset.

En del mennesker vælger i dag at blive besøgsven for syge og ældre mennesker, hvor livets afslutning nærmer sig. At være hos syge og ældre mennesker er ofte blufærdigt i starten, men når kemien og rammerne er der, bliver det hurtigt til gensidig gavn og glæde.

At være hos og tage afsked med en døende og måske endda kunne hjælpe den døende til at kunne tage de sidste skridt på en smuk måde, var ikke noget jeg bare kunne, da jeg første gang var hos en veninde de sidste måneder i hendes liv. Jeg måtte erkende, at jeg havde behov for at lære det. Jeg fik sagt og gjort ting ved sengekanten, som jeg ikke havde det godt med bagefter. Så jeg besluttede at ”gå i lære”. Var også klar over, at jeg, p.gr.a. min usikkerhed, var gået glip af et smukt gudsnærvær under hendes overgang til døden.

Derfor tog jeg arbejde som plejer på et plejehjem og som døgnvagt hos syge mennesker, og fik kyndig supervision i kontakten med døende og deres pårørende. Mest har jeg dog lært at at sidde og holde i hånd, bede i mit stille sind og åbne mig for de døendes forsøg på at formidle, hvad der rører sig i dem.

Det kræver noget særligt at være tæt på syge og ældre mennesker med eller uden kendt livstruende sygdom. Både i relation til den syge og også med de nærmeste pårørende.

Mennesker der lever med livstruende sygdom kan nå at forberede sig på at dø, og ofte sker det ved at de frasorterer mange af de aktiviteter og interesser, der før fyldte deres hverdage. Personen bliver mere indadvendt og sanselig og åbner sig måske for en større grad af Gudsnærvær end tidligere. Noget nyt presser sig på, når der skabes plads til det, og når der er nogen at dele det med.

Ofte mangler, både den døende og de pårørende et sprog at tale sammen i, i den sidste tid. Her kan en besøgsven gøre underværker. Her kan der skabes ritualer, der kan blive et rum at være i, når man ikke kan være andre steder med meningsløsheden eller med fortvivlelsen over at livet nu er til ende.

Et ritual kan blive den fastlagte, genkendelige handling, der skaber orden i en kaotisk situation. Vigtigt at huske, når man er sammen med livstruede mennesker, er at forsøge at rumme den døende, at lytte og være til stede, i stedet for måske at foreslå forhastede løsninger.

Noget der har hjulpet mig til at kunne være stille og lyttende sammen med syge og døende, er at jeg bruger ”Jesusbønnen” . Det er en enkel meditativ praksis, hvor sindet fokuserer på sætningerne:

Det er godt at knytte disse to sætninger til åndedrættet, således at Herre Jesus Kristus tænkes under indåndingen som en påkaldelse og Forbarm dig over mig, siges under udåndingen, som en bøn. Man kan gøre det hvor som helst og hvornår som helst. Som regel vænner man sig hurtigt til det og sætningerne lægger sig ligesom i rygraden og dukker op af sig selv, når der er et behov for dem.

Som ”besøgsven” kan jeg varmt anbefale at bruge Jesusbønnen, især under pauserne, hvor man kan fornemme at Gud trænger sig på og forsøger at få en plads.

Alle kender det. På alle områder sniger det sig ind: det økonomiske målebånd. Politikerne bruger det. Sygehusvæsenet bruger det. Universiteterne bruger det. TV-stationerne bruger det. På ethvert skrivebord ligger det sammenrullet, parat til brug. Skal en ny idé vurderes eller en indsats sættes i værk, så tages dette målebånd frem som det vigtigste værktøj at måle med.

Det er nu om stunder tallenes magi, som tæller. Det er økonomiske vismænd, der udtaler sig om fremtiden og – som en tidligere finansminister kom til at sige ”hysteriske kællinger på Børsen”, der styrer skuden, vi sejler med.

At vi dog ikke protesterer og i det mindste forsøger at sætte modbilleder op til den platte og nedværdigende tilværelsesforståelse, som gemmer sig bag det økonomiske målebånds kvælende greb.

For hvordan er det i grunden, der inden for den ramme tænkes om mennesket? Det forekommer mig, at vi først og fremmest er blevet frataget menneskeligt værd. Vi er blevet reduceret til forbrugere, brugere, klienter, hurtige eller langsomme studerende, gode eller dårlige betalere.

Vi er blevet væk som de mennesker, vi var tænkt som fra skaberens hånd. Der er ikke plads til os alle længere. Jo, til de sunde og veludrustede og stærke. Men ikke til de sarte, og skæve og alle dem, for hvem vor tids karrusel kører for hurtigt.

Vi bør som kristne råbe vagt i gevær over for den umenneskeliggørelse, der sniger sig ind, når for snævre rammer sættes op for livsudfoldelse.

Begrænses visioner om et værdigt menneskeliv sig til det, et målebånd kan, så står det virkelig skidt til. Så er der for alvor behove, at nogle sætter evangeliet op som spejl for menneskeværd – og menneskeliv.

Det kunne være vores bøn i en tid, som er så travlt beskæftiget med at måle og ”bringe i orden og system”, at vi retter blikket opad mod himmelspejlet og vover at åbne os for Guds finger og Hellig-ild, som bringer nyt og gør levende, giver kraft og håb om et værdigt, fælles liv med hinanden.

Gud skænker os i Jesus Kristi kærlighed og i Helligåndens kraft en helt anden horisont end den begrænsede, økonomiske, vi i vor tid stiller op med.

Lad os finde os selv som de Guds børn, vi er, skabt til et liv for hinanden i al mangfoldighed! Og lad os så i det lys blande os det bedste, vi har lært.