Du er her: 
 

Liv og bekendelse

Kommer man til gudstjeneste, vil man have det privilegium at være med til at bekende den kristne tro. Dette vil ske enten som en del af gudstjenestens forløb eller som en del af dåbsritualet, hvis der er dåb. Der er noget fantastik i dette. For med bekendelsen af troen giver vi stemme til essensen af den arv, som troen er. For troen kommer til os fra fortiden, og er som sådan båret til os op gennem tiderne af det levende fællesskab, som er kirken, og som har rummet mennesker, der har været meget forskellige fra os, der lever i dag. Bekendelsen har været fremsagt af de gamle grækere og romere, der først formulerede den. Af de første kristne vikinger, da kristendommen nåede vore egne. Af middelalderens mennesker. Af de mennesker, der levede dengang, den gamle verden begyndte at blive vendt op og ned, og den verden, som vi kender i dag, blev født.

Vi, der lever i dag, er det foreløbigt sidste led i denne lange kæde. Den foreløbigt sidste generation i det fællesskab, der har bragt denne bekendelse videre fra generation til generation fra tid til tid.

Når vi i dag fremsiger bekendelsen, gør vi det også som en del af et globalt fællesskab. For i dag bekendes den kristne tro i alle egne af kloden. I Afrika og i Asien. I Mellemøsten og i både det nordlige og sydlige Amerika.

Gennem tiderne og på tværs af verden bekendes den kristne tro af mennesker, der er så forskellige, at vi dårligt kan fatte det.

Og alle disse mennesker – hvor de end måtte findes, og hvornår de end måtte have levet – har alle bekendt den samme tro, og har hver især fundet deres egen særlige mening i det, vi er fælles om på tværs af tid og rum.

Der er ikke tale om abstrakte meninger, som folk har hentet ud af det blå. Der er derimod tale om meninger, der er skabt inden for rammerne af det projekt, som hedder menneskeliv: Dvs. midt i kampen for livet og kærligheden, som altid leves i skyggen af døden og ødelæggelsen.

Og i den forstand er bekendelsen en udfordring til os om at finde troens mening for os i forhold til det liv, som vi lever i vores tid og på vores sted. Her er det ganske naturligt, at vi må stille spørgsmål og udtrykke tvivl. Men det gør ikke udfordringen mindre til os. Vi må stadig tolke (og måske endda fortolke) både troen og tilværelsen på en sådan måde, at livet også kan lykkes for os.

Udfordringen her består i, at livet og troen bliver hinandens rammer. For på den ene side må vi fortolke troen i forhold til det liv og den virkelighed, der er vores. Livet må forklare troen, for ellers er troen ikke virkelig; men i bedste fald en flugt.

Men det går også den anden vej rundt. For troen er også den ramme, som vi må tolke livet og tilværelsen i. Livet og troen vekselvirker altså med hinanden. De uddyber og forklarer hinanden.

Og sådan vil det være indtil, vi engang bliver dem, der må give livet og verden og troen videre til nye slægter, der på deres måde og med deres nye forudsætninger må begynde forfra igen med livet, med verden og med troen.

 

Sognepræst

Nikolaj Frøkjær-Jensen