Du er her: 
 

Vinterhåb

En af de vigtigste kilder til billedsprog og symboler i vore salmer er årets gang. En af de salmedigtere, der på en særlig kreativ måde har udnyttet vintertiden til at beskrive menneskelivet i et kristent perspektiv, er Brorson i hans storslåede salme: Her vil ties (DDS 557). Jeg vil i det følgende beskrive, hvordan Brorson udnytter vintertidens tvetydighed til at beskrive håbets væsen.

I salmens første vers har Brorson sat perspektivet. Det er vinter, og ”det svage sind” venter på, at sommeren skal komme. Denne venten på sommer svarer til kristendommens venten på Guds Rige. I vers 2 skriver Brorson så: ”Dagene længes, vinteren strenges, vinteren strenges. Og det er svart.”

Vi har to tegn her, der strider mod hinanden. Det ene er, at dagene længes. Det bliver mere lyst. Det andet tegn er, at vinteren strenges. Det bliver koldere. Mens lyset peger frem mod sommerens komme, peger den tiltagende kulde i den modsatte retning. Nok bliver det lysere; men det bliver samtidig koldere.

Salmens tid er januar - februar. Selvom solen begynder at lyse lidt længere på den nordlige halvkugle, så er nætterne stadig meget lange. Vi taber derfor stadigvæk mere varme til universet, end vi får ind fra solen. Årets koldeste måneder er derfor januar og februar. Så mens vi oplever at dagene begynder at længes, så oplever vi samtidig, at temperaturen falder.

I januar og februar oplever vi modsigelsen mellem lysets komme og vinterens tiltagende kulde. Hvad skal vi tro? Er det gradstokken, der med sit fald fortæller os, hvad vi har i vente – eller er det dagenes tiltagende længde?

Men tiden går, og vi begynder at nærme os foråret. I marts begynder kulden at miste sin magt. Vinden slår om til sydvest. Dermed strømmer lun og fugtig luft op til os fra oceanet. Når denne luft møder vinterens tørre og iskolde kontinentale luftmasse, oplever vi det, som Brorson beskriver i 5. vers: ”Kulden den svækkes, blomsterne dækkes, blomsterne dækkes, jo mer det sner”.

Igen har vi tvetydigheden. Den svækkede kulde og den tiltagende sne, der dækker alle de vintergækker og erantis, der har givet os håb om grønnere tider. Hvad skal vi tro? Fortæller sneen os, hvad fremtiden vil bringe? Eller er det varmen? Hvilket af de to fænomener er tegn på fremtiden?

Som et billede på håbet er denne brug af vintertidens tvetydighed genial. Håb er nemlig hverken velunderbyggede prognoser eller frit-flyvende ønskedrømme. Håb er noget tredje. Håb er at se noget som tegn på fremtiden og fravalg af andet. Håb er troen på, at lyset og varmen er tegn på fremtiden og afvisningen af, at kulden og sneen er det.

Vores valg af tegn fjerner ikke de andre fænomener, der som tegn peger i en anden retning. De forsvinder ikke, fordi vi vælger ikke at tolke dem som tegn på fremtiden. De står der stadig og inviterer til modsigelse af vores tro og som udfordring af vores håb.

På samme måde med troen på Guds Rige. Er det meningsløst, når vi i Fader Vor beder om, at Guds Rige skal komme? For der er så meget, der modsiger dette! Ondskaben har så meget magt og er i forhold til Guds Rige som kulden og sneen i forhold til sommerens komme.

Når vi beder om og håber på, at Guds Rige kommer, så foretager vi et valg. Vi vælger at se de ting, der har med tro, håb og kærlighed at gøre, som tegn på, at ”evigheden kommer til tiden”. Vi vælger at se disse ting som tegn på fremtiden. Det er vores valg i kraft af tro. For der er meget andet, der peger i en helt anden retning. Dette andet kunne vi også vælge at se som tegn. Men troen siger os, at det skal vi ikke. For troen er det ret og fred og glæde, der bærer fremtiden i sig.