Du er her: 
 

"Alt vel?" Nej - ærligt talt!

 

Ikke sjældent lyder: ”Alt vel?”, som indledende replik, når man mødes eller vil i kontakt med andre. Det er en lidt kortere udgave af: ”Hvordan går det?” Længe har jeg selv brugt udtrykket. Syntes, den var høflig, imødekommende og gør glad. Men jeg er med tiden blevet mere forsigtig med at bruge den. For hvad er det for et svar, den kalder på? Ja, det er jo det lidt hurtige, gerne positive svar. Svar, der passer perfekt til hurtige samtaler eller beskeder i en tid, hvor det ventes, at man er både hurtig og positiv. Spørgsmålet er, om samtaler og møder kan blive for hurtige og for positive? Det kan de jo, hvis det vi svarer, når vi møder hinanden, slet ikke svarer til det, der er virkeligheden. – Så svarer vi: ”Tak, – alt vel ” – blot fordi det forventes af os, og der gives ikke megen plads til de nuancer, der er i virkelighedens verden.

Når vi møder hinanden, kan vi gøre det på mindst to måder. Enten nærmer vi os hinanden, eller også fjerner vi os fra hinanden. Hvis vi ind imellem vover at fortælle hinanden om tilværelsens ”bumper på vejen”, alt det som ikke altid er så ”vel” og kønt - ja så kunne det meget vel ske, at afstanden bliver mindre.

I den slags samtaler findes der overraskende megen glæde og liv. Det er derfor, tyngende og svære samtaler ind imellem kan have en helt uventet lettende virkning på os. Og omvendt kan lette samtaler nogle gange gøre os helt triste. Den, der aldrig blotter sin sårbarhed, skubber jo andre fra sig. Man kan i grunden blive ganske ensom i sin ”alt-er-vel-verden”.

Forandring kan opstå, hvis man finder modet til at sige, at det ind imellem ikke kun går så godt. - Så underligt bagvendt er det! Og mon ikke det har med sandheden at gøre? Sandheden, som gør os frie som mennesker. Giver os livsmod og livslyst.

Og modsat, hvis man vælger det modsatte: At usynliggøre virkeligheden eller dele af den, så kan man være nok så positiv. Mennesker omkring én bliver ikke glade, frie og sprudlende frimodige.

Martin Lønnebo, svensk biskop, har oplevet den samme bagvendthed på en anden måde. ”Der er ikke noget, der gør mig mere bedrøvet end prædikener om glæde”, - siger han. ”Men når nogen taler oprigtigt om deres sorg, gør det mig glad”. Hvor kommer modet så fra til at være i ærligheden og sårbarheden? Ja, dybest set har det med tro at gøre. Troen på, at Gud kender os og er vidne til sandheden i vore liv, fordi han kender os indefra.

Bente Gravgaard skriver det sådan i en salme, som ikke ligefrem jubler, men er en af dem, der forbavser og gør glad:  

 

”Gud du kender alle mine veje

også dem jeg ikke selv forstår.

Du som satte kloden til at dreje,

ser din skabning, hvor vi står og går,

og når dine børn bliver for forfløjne,

ser du på os med de milde øjne.  

 

Gud du kender alle mine tanker

også dem jeg ikke selv kan li.

Du kan høre hjerterne, der banker,

når de mørke skygger går forbi,

og før ordene forlader munden,

kender du dem alle ned til grunden.”  

(100 salmer nr. 850)

 

Sognepræst Birthe V. Henriksen