Du er her: 
 

Taknemmelighed gør os lykkeligere

Det er ligesom om, at vi har meget lettere ved at finde på noget at brokke os over end noget at takke for. De fleste af os er supergode fejlfindere! Superdygtige til lige præcis at slå ned på de fejl og mangler der måtte være – i regeringens dispositioner, i samfundet, sygehusvæsnet, ældreplejen og i kirken.

Vi er også meget dygtige til at finde fejl hos hinanden fx. i vores nærmeste relationer: Så har vi en mor, der er alt for dårlig til at lytte, eller en datter, der har alt for travlt med at realisere sig selv. Vi finder fejlene lige med det samme. Eller hos vores kollegaer eller naboer – det er let at finde på noget at brokke sig over. 

Men hvad der måske er endnu mere underligt er, at vores fejlfindergen, ikke kun gælder i forhold til andre, men i høj grad også gælder i forhold til os selv. De fleste af os er meget vel klar over egne fejl og mangler.

Det er ikke så tit, at vi møder et menneske, der bare udstråler glæde og taknemmelighed og giver udtryk for det. Når vi gør, lægger vi mærke til det. For mødet med et taknemmeligt og glædesfyldt menneske er fantastisk opbyggende, og fordi det modsatte er langt mere almindeligt.

Jeg hører ind imellem mennesker sige: ”Jeg burde være glad, for jeg har alt: En dejlig familie, gode venner, et godt job, et godt helbred, god økonomi osv. – men det er jeg ikke. Jeg er ikke glad”.

Det er ikke ualmindeligt, at vi kan have det sådan engang imellem, og det viser, at glæden og taknemmeligheden ikke afhænger af, hvad vi har, men af noget andet.

“Vi må indse, at det i hverdagen ikke er lykken, der gør os taknemmelige, men taknemmeligheden, der gør os lykkelige!, som en har udtrykt sig, og en anden formulerer det sådan: “Det er ikke modgang, der gør mennesker ulykkelige. Det er derimod manglende taknemmelighed, der skaber rum for modløsheden.”

Men hvis det er rigtigt, at det er taknemmeligheden, der gør os lykkelige, og hvis det er rigtigt, at taknemmelighed gør vores liv rigere – og det tror jeg, det er – så er det værd at arbejde på at øve sig i at være taknemmelig også til hverdag.

I kristendommen har taknemmeligheden sit udspring i opfattelsen af livet som en gave. At vi ikke har ret til eller krav på livet - eller på at livet skal være godt. Men at det er blevet givet til os af Gud.

Vi er gode til at finde fejl og mangler. Vi er også tilbøjelige til at fokusere på, hvorfor der er så meget ondt i verden. Det er teologen Løgstrup, der i stedet for at spørge: ”Hvorfor er der så meget ondt i verden?”  spørger: ”Hvorfor er der så meget godt i verden?!”  

Vi kunne lige så godt undre os over, at der overhovedet er noget godt i verden? Men det gør vi ikke. Og det gør vi ikke, fordi vi ikke kan lade være med at anse livet for at være livet værd. Og det er det, der får os til at stå op hver morgen og gå i gang med dagen. Det er det, der får lægerne til at gøre alt for at holde liv i mennesker – også nogen gange næsten på trods af mening. Hvorfor? Fordi livet er en gave, og fordi det er et mirakel, at vi overhovedet er til. Det skal vi øve os i at være taknemmelige over. 

Vi skal øve os i at blive ved med at forundres over Guds gode gaver. Ikke fordi Gud er afhængig af vores taknemmelighed, men fordi taknemmeligheden gør os godt. Taknemmeligheden gør os bedre til at være mennesker, der viser vores medmennesker den respekt, at de ikke er en selvfølge eller en fejl, men at de er gaver i vores liv.  

Tine Højlund Lorenzen

Sognepræst i Erritsø Sogn